Den 31. januar. - Det er koldt derude, og vand dråberne spejler hele verden på hovedet.

Den 28. januar. - Ca 300 Traner kan i denne tid, sidst på dagen, ses trække ud over diget ved Hviding engsø hvor de tilbringer natten på forlandet. Det er første gang vi oplever Tranen overvintre her i landet i så stort antal, så måske en konsekvens af den globale opvarmning. - Og så er der fint besøg i Dagmarsåen. En Lille Skallesluger har taget turen hertil fra Sibirien, og overvintrer nu her i åen mellem Jernbanebroen og Dagmarsbroen.

Den 24. januar. - I aften er der en ring omkring månen, en såkaldt Halo. Fænomenet opstår i 10 kilometers højde, hvor månens stråler skinner igennem en fin tåge af iskrystaller. (har jeg Googlet mig til.) - Billedet er taget hjemme i min have på Nørremarken.

Den 22. januar. - Endelig brød solen frem idag efter flere dage med gråvejr, regn, og senest en lille kuling fra vest, som har resulteret i en masse bagvand omkring byen og Ribemarsken, som til gengæld er guf for ænder og gæs.
Her står Pibesvanen tv. og Sangsvanen th. i en pædagogisk korrekt opstilling, så man kan se forskellene på de to.

Den 17. januar. - Denne weekend skal Sangsvanerne optælles i hele landet, med henblik på at tjekke sidste års ynglesucces. Og sådan en morgentælletur bliver bestemt ikke ringere af at opleve den smukke solopgang der var i morges, da solen stod op bag byens tårne, for derefter hastigt at forsvinde igen bag de grå skyer.
I øvrigt er der lige nu omkring 1500 Sang- og Pibesvaner i oplandet omkring byen, så ikke så underligt at man ser og hører dem hele tiden.
Der er rigtig mange svaner på Klåbygård sø og marker.

Den 12. januar. - Jeg har fødselsdag idag, det blev fejret på Lakolk strand, med tapas for to fra Fru Dax, og her er ingen Corona smittefare.. :)

Den 9. januar. - Det var total havblik i dag, Det giver nogle flotte spejlinger..
- Billedet viser fru Ingeborg der står på toppen af stormflodssøjlen ved Mandø ebbevej, og skuer ud over havet efter sin mand.
- Sagnet fortæller at nord vest for Vester Vedsted ved Okholm, skulle der i gamle dage have ligget en sørøverborg. Borgherren Okke eller Aage, drog ud på vikingefærd, alt imens hans kone Ingeborg sad alene derhjemme på borgen.
- Der gik år og dag, og forgæves ventede hun på Okkes hjemkomst, og hver aften, når solen var ved at gå ned, gik hun ned til havet, hvor hun længe spejdede ud over bølgerne efter Okkes skib, der skulle føre ham hjem, men forgæves, han vendte aldrig mere tilbage.
Til sidst døde fru Ingeborg af sorg og længsel; Men døden bragte hende ikke ro, for i måneklare stille nætter, sås hendes genfærd, indhyllet i hvidt klæde, stå på brinken ved strandkanten og skue ud over bølgerne efter Okke.

Den 7. januar. - Så kom vinterens første sne..

Den 4. januar. - Der er vildt mange Bramgæs i Ribe marsken lige pt. - Vejret er smukt og koldt, og der er sne i skyerne...