Den 19. maj - Gitte og jeg tog en feriedag idag, som vi brugte det meste af til fuglekig. Vi startede imorges ved Skallebækken, hvor Kongsmose Tranerne var ude at fouragere med deres få dage gamle unger. - Det går tilsyneladende godt med Tranerne i området, da parret i Hønning mose ligeledes går med to unger.
- Vi gik derefter den gule rute rundt i Lindet skov, mens et par Hvepsevåger kredsede over skoven og Turtelduen kurrede.
Derefter gik turen til Hønning plantage, hvor der ligeledes var Turteldue. -
Derefter besøgte vi storkereden i Skærbæk, hvor den ene fugl lå og rugede da vi kom. Efter et stykke tid rejste den sig, slog en streg ud over redekanten for derefter at "ordne" æggene. -
Til slut kørte vi til Ballum, hvor vi så tre Hedehøg hunner. - Herunder er en af dem vist nok kommet lidt for tæt på Vibens rede

Den 15. maj - Jeg var imorges en tur i Ballum, for at prøve om jeg kunne aflæse nogle af de mærkede Hedehøge i området. Det lykkedes med hunnen her, (medmindre der står noget på den anden side af ringen) som holder til vest for kirken. - Iøvrigt fandt jeg en ung Hedehøg han ved Buntje Ballum -

Den 8. maj - Jeg så på dofbasen, at der var set et Storkepar på reden i Skærbæk, bag Hjemsted oltidspark, så dem måtte jeg lige ned og se på. - Det blir rigtig spændende og se om der kommer unger ud af det.
På vejen til Skærbæk kørte jeg over Astrup, og der stod tre Storke mellem Gravænderne, og som det ses på det nederste billede, er den ene af dem Ringmærket.

Den 7. maj - Jeg kørte imorges en tur til Ballum enge og Astrup engsø, hvor fem Traner kom ind over vest fra. De fløj videre nord på.
Nordvest for Ballum kirke, var der fire Hedehøge i luften, en han og tre hunner.
Hannen er mærket med blå ring på højre ben, jeg kunne desværre ikke aflæse den. -
Den ene hun har satelitsender på ryggen, den anden hun er ringmærket på venstre ben, og den sidste ser ikke ud til at være mærket.

Den 6. maj - Vi gik en aftentur langs Fladsåen, for at se om der var gang i Digesvalerne. - Det var der ikke, derimod så vi to hanner af den Sortstrubede Bynkefugl. Den er næsten sikker hvert år derude på heden. Her under er det Tårnfalk hannen der har slået sig ned i en Bjergfyr.

Den 2. maj - Bedre sent end aldrig,- men jeg har ikke kunnet drive mig selv ind til computeren, for at redigere billeder, i det gode vejr. - men her er et lille sammenkog af Påskens og weekendens Billeder. - Øverst har jeg lavert en lille collage af en af de mange Skovskader der er i Lovrup skrøb. ( Kan klikkes op)
Herover er det et par, af den efterhånden sjældne Agerhøne i Ballum enge. - Ikke nok med at de sidste to hårde vintre har været hård ved den, så trives den også dårligt i Dansk landbrugs forsprøjtede monokultur. -
Derimod går det meget bedre med Ravnen, dem er der efterhånden rigtig mange af fra Rømødæmningen og op til Rejsby sluse.
Jeg synes den Gule vipstjert en en af de smukkeste fugle vi har, når den sidder og lyser op på sin sangpost, som her i Ballum enge. (kan klikkes op)
Så er Pomeransfuglen dukket op, som her i Nr. Farup enge. - 23 fugle talte jeg på mellemvej. + 1 Fasan kok på Tanderup digevej. ( kan klikkes op)
Her i weekenden, fløj denne Grønirisk imod stuevinduet i mit hus, ( det sker temmelig ofte, da jeg nærmest bor i et drivhus.) - Den sad og hang med næbbet i 1½ time inden lettede og fløj videre. Billedet her er taget lige før den lettede. (kan klikkes op)
Råger og Alliker har travlt med at hente føde hjem til ungerne, som her ved Frem sodavand i Ribe nord.