Den 27. februar - Idag kom jeg ganske tæt på den lokale Vandrefalk, som sad på sin sædvanlige plads, nemlig elmasterne på Rømødæmningen. - Vejen hjemover gik på Katastrofevejen langs diget, hvor jeg de sidste dage har spottet flere Mosehornugler. Og ganske rigtigt, ved Gl. Hviding engsø var der to som jeg også kom ganske tæt på.
I Ribemarsken er der lige pt. rigtig mange bram - og Blisgæs, især omkring Ribe Holme og Kammerslusen.

Den 16. februar - Selv om jeg har vinterferie i denne uge, stod jeg alligevel op før solen idag, kørte ud til diget nord for Kammerslusen for at fotografere solopgangen. Jeg fandt det helt rigtige sted nord for Kammerslusen, hvor solen stod op lige ved siden af domkirken. Jeg lagde billedet på fb, hvor det fik over 400 likes og mere end 60 delinger.
Senere kørte Gitte og jeg til Rømø, hvor vi gik en tur langs Lakolk strand, og kom ganske tæt på denne Spættede Sæl. - På vejen hjemover fouragerede 3-4 Rådyr i skovkanten. Læg mærke til hvor godt denne bastbuk camouflerer mod det vinter visne lyng og græs..
Ved Astrup engsø, var det Skægmejsen der måtte stå for skud. - Resten af dagen gik i Bjerreskoven, hvor jeg fandt hhv. Halemejse, Sumpmejse, Sortmejse og Blåmejsen nåede jeg lige ved Munkesøen inden solen forsvandt for i dag.

Den 15. februar - Turen idag gik til Lindet skov, hvor de små vinterfugle kæmper for at overleve frosten og vinterkulden. - her er det Topmejse og Fuglekonge.

Den 12. februar - Ved Låningsvejen kom jeg lige lidt tæt på en halv snes Bjerglærker, Jeg nåede lige to skud, så var flokken væk igen. øv

Den 5. februar. - Vejret er stadig grå og trist, så det blev kun en lille efter fyraftenstur ud til Kammerslusen, hvor Isfuglen heldigvis er tilbage på sin pind. - Den kan, om nogen, sætte lidt kulør på tilværelsen.

Den 2. februar. - Det regner og stormer, og bagvandet står rigtig højt rundt om Ribe, så jeg måtte lige ud til Låningsvejen. der stod vandet helt op på nedkørslen, og en flot Ederfugl han var blæst ind i fyldegraven.

Den 1. februar. - Vejret er gråt og kedelig, og slet ikke til fuglefoto, men det er svært at lade være når man har så smukke modeller lige uden for vinduet. Det er forøvrigt første i denne vinter, jeg har Kvækerfinken på foderbrættet, Rødhalsen derimod kommer hver dag hele året rundt.