Råge fra Bjerreskoven

Den 24. december - Idag har vi en flok Kvækerfinker ved foderbrættet, det er første gang iår jeg ser den i haven. - Fuglene både sulter og tørster i denne tid, hvor der ligger så meget sne på jorden. - Jeg har skrabt en plet fri for sne på græsplænen, hvor jeg fodrer bogfinker og Kvækerfinker. De går helst ikke op i foderbrættet, men spiser helst på jorden....

Den 21. december - Normalt stoler Skovsneppen 100% på sin evne til camouflere sig i skovbunden,- det gjorde den også idag, - blot havde den glemt at tage højde for at skovbunden var dækket af et hvidt snetæppe, som her ved åen i Gelsbro .
Som det ses her på billedet ved siden af, skød jeg faktisk to Skovsnepper i ét skud, - og er der så ikke noget med at man kan blive medlem af en lille exclusiv klub for dygtige skytter? - eller hva?

Nå pyt, turen gik videre til Lindet skov, - og her var ikke meget liv. En enkelt Dompap hun måtte næsten stå på hovedet for at få noget at spise.......
Derfra gik turen videre til Ballum enge, - og der er Bramgæs overalt dernede. - Jeg stoppede bilen på broen ved Ballum kro, og nåede et enkelt dogmeskud af denne Skarv der skyndte sig bort med en fisk den lige havde fanget.

Den 19. december - Glem alt om global temperaturstigning og klima topmøde, - for her er nemlig rigtig dejlig koldt. - Og flot ser det jo ud, når landskabet pakkes ind i et 20 cm tykt snetæppe. - Her er et par billeder fra dagens tur i Bjerreskoven..

Den 13. december - Herunder tre af fire Pibeænder som svømmede rundt inde ved Dagmarsbroen i Ribe i eftermiddags.
Selvom folk stresser rundt for at nå det hele inden jul, er der alligevel mange der har tid til at stoppe, op for at fodre ænder..
I skumringstimen mellem kl. 16 og 17, flyver byens Alliker og Råger rundt og laver "sort sol" omkring banegården..

Den 6. december - Det er gråvejr, trist og mørk, det er sgu ikke nemt at være fotograf. - Men jeg kørte nu en tur til Mandø alligevel, hvor flere tusinde Bramgæs græsser markerne af.
Så var jeg lige en smut inde hos en arbejdskollega, der bor på øen, han havde for et par dage siden, fanget denne afkræftede Nilgås, som han havde taget med hjem i pleje, - men idag døde den så. - Den er nu mere sjælden end den er køn..

den 29. november - Jeg var lige en tur i Roager for at se om jeg kunne finde svaneflokken, som har rastet derude den sidste lille måneds tid. - Ca 50 Pibesvaner og lige så mange Sangsvaner svømmede rundt på de oversvømmede marker. - på billedet ses tydeligt hvor små og korthalsede Pibesvanerne i forhold til de langhalsede Sangsvaner, når de ligger på vandet.