Arrengementer:


2012
Ugletur
I lighed med de foregående år, arrangerer vi UGLE-LYTTE-TUR i Lindet skov området.

Turen afvikles omkring fuldmåne fredag den. 23. marts kl. 20.00. Hvor vi går en aftentur i skoven og lytter efter ugler.
Mødested P-plads i Lindet skov ved hundeskoven ud for Allerupvejen klokken 20.00.

Tilmelding er nødvendig, så vi kan få fat i deltagerne i tilfælde af aflysning, pga. dårligt vejr. - Og det kan ske til Peder Moesgaard på tlf. 78781364 - eller en af de andre i gruppen.

2011
Ugletur

Vi gentager turen fra februar, hvor vi går en aften/nattur i skoven, og lytter efter ugler.

Turen bliver afviklet ved fuldmåne lørdag den 19. marts 2011 klokken 20.00 til 22.00.
Mødested P-pladsen ud for Allerupvejen.

Tilmelding er nødvendig, så vi kan få fat i deltagerne i tilfælde af aflysning, pga. dårligt vejr. - Og det kan ske til Peder Moesgaard på tlf. 78781364 - eller en af de andre i gruppen.

Lindetskov-gruppen

har netop afholdt årets 2. aftentur i Lindet skov.
Den første tur i februar gav ikke meget andet end rusk og blæst så vi var meget spændte på, hvordan aftenen den 19. marts skulle forløbe.
Vi var mødt 11 fugleinteresserede. Et dejligt stort fremmøde. Det gjorde det muligt for os at dele os i 3 grupper for på den måde at få dækket så megen skov, som muligt. Det blev til 2 hold i Lindet skov og et i Hønning.
Månen var stor og fuld da vi mødtes større end vanligt på grund af finurligheder ved dens bane om jorden. Der var det fineste lys i skoven og til det listede vi af sted.
Som aftenen skred frem kom der mere og mere tåge i skoven. Da vi sluttede var månen pakket godt ind i skyer.
Og så opgjorde vi aftenens obs. Vi fik hørt 1 stor hornugle og 2 natugler; det var uglerne.
Af andet var der under første del af turen en del overtrækkende andefugle – vi gættede på krikænder – nogle strandskader og en enkelt grønbenet rørhøne mente vi.
Vi havde også fornøjelse af en del gøende rådyr.
Det var en dejlig aften og en stor tak til alle deltagere, der gjorde vores aften til en succes.

Caretakergruppen for Lindet skov.


Sidste nyt:


Den 29. december 2011 - Spurveugle observeret i Lindet skov.
Den 14. marts 2011 - kalender til registrering af ynglefugle (vigtige arter)
Den 4. marts 2011 - Så er Tranerne ved at indfinde sig i området. - Peder har idag set parret i Kongsmosen, og Jesper så en enkelt fugl i Hønning mose for et par uger siden. - Jo foråret er lige om hjørnet :o)

I 1999 udgav Sønderjyllands amt, Jesper Tofts rapport:

Lindet - Hønning Naturområde.

Statur og perspektiver: -Kulturhistorie og turisme

Side 62 - 78, omhandler fuglelivet i området, og du kan se dem ved at klikke HER, eller på bogen..

Så har Peder og Bent været på Skovkursus for caretakere 11. - 12. september på Nordisk Lejrskole & Kursuscenter ved Store Dyrehave i Hillerød, og Peder skriver:
Kurset var arrangeret af Dof i nært samarbejde med caretakergruppen ved Gribskov.
Det var et særdeles koncentreret kursus med meget få og korte pauser fra vi begyndte lørdag klokken 10. 30 til vi sluttede om aftenen lidt før 21.00 for så at tage fat igen søndag morgen med fugletur fra 6.30 til 8.30 hvorefter selve programmet begyndte klokken 9.00 og fortsatte til den afsluttende frokost klokken 13.30.
Bent og jeg var godt maste efter den omgang. Faktisk havde vi besluttet at tage til Stevns - altså blive en nat mere i Hillerød - men vi var så flade, at vi valgte at køre direkte hjem efter frokosten. Som et lille plaster på såret mødtes vi så mandag morgen ved Ballum og blev belønnet med 3 havørne.
Men tilbage til kurset. Vi hørte på foredrag om en masse skovfugle : Hvepsevågen, Perleuglen, Lærkefalken, Sortspætten, Hvinanden (i Gribskov),Svalekliren og den Rødryggede Tornskade. Vi fik foredrag om Gribskov, Urørt skov, Moderne skovdrift, Digital skovkortlægning, Dof-basen,
Planlægning af årets aktiviteter og som aftenafslutning et herligt fotoforedrag om Årets gang i fugleskoven,
Thomas Vikstrøm og Timme Nyegaard fra Dofs hovedsæde var som sædvanlig inspirerende og kompetente kursusledere.

En stor tak til alle.



newbie.dk